Nyheder

Forretningsføreren har ordet

På fredag går det løst igen!

Efter en turbulent off-season, hvor DameLigaen først fik Værløse BBK med for derefter at miste SISU som så kom med igen, for kun bagefter at miste BK Amager, står det nu fast at vi er seks hold i dette sæsons Dameliga.

Vi kommer til at spille fire gange mod hinanden og de fire øverste i rækken går direkte i semifinalerne. Nummer fem og seks skal spille et afslutnings-slutspil - efter nogle endnu ikke fastlagte præmisser. Ligaen laver dette tiltag for at forlænge sæsonen for holdene bagerst i tabellen.

Sæsonen starter med tre spændende kampe:
 

  • SISU spiller på hjemmebane mod de nye piger i klassen - det bliver super spændende, at se SISU med diverse forstærkninger, bl.a. med forrige sæsons MVP fra BK Amager, spille mod Værløses unge talenter suppleret med en amerikansk spiller.
     
  • Stevnsgade SuperWomen møder på hjemmebane forrige sæsons vicemestre fra Hørsholm 79ers. Selvom det bliver svært at spå om hvem der vil stå med trofæet i slutningen af april måned, vil man nok ikke blive kaldt alt for gal, hvis man tror, at dette kunne blive denne sæsons finale.
     
  • Endeligt skal danmarksmestrene som nu har skiftet navn til virum Vipers en tur til Lemvig, som altid har et stærk hold.

Alt i alt tegner det til at blive en spændende sæson med mange tætte kampe. En sæson jeg glæder mig til at følge. Og jeg håber, at vi kan få en masse tilskuere i hallerne til at heppe på vore spillere.

Ligaen har ansat en gammel kending til at administrere vore dommere. Claus Fogde behøver ingen introduktion, og han har udtaget 15 dommere til at klare sæsonens kampe. Disse dommere kan ses andetsteds på dette site.

Tilbage er bare at sige: "Vi ses i hallerne"