Nyheder

Forretningsføreren byder velkommen til den nye sæson

Nu er det nu - Dameligaen starter i den kommende week-end hvor sæsonåbneren er en gentagelse af forrige sæsons bronzekamp. Det bliver til tre kampe på sjælland og kun de regerende danske mestre sidder over i første runde.

Og netop de danske mestre, eller mesterskabet bliver spændende at se afgjort, i en sæson hvor jævnbyrdigheden ser meget lige ud. Jeg har spurgt hovedparten af dameligarådet og ingen turde med klar stemme sige hvem de troede ville vinde DM. Og det tyder på mange spændende og lige kampe i Dameligaen, hvilket vel er det alle tilskuere, sponsorer, spillere, trænere, frivillige hjælpere, officials og dommere gerne vil have.

Dameligaen har igen syv hold i turneringen og alle møder hinanden tre gange i grundspillet. Sidste runde i grundspillet afvikles 4. marts, vor sidste års finaledeltagere møder hinanden. To finaledeltagere som bød hinanden op til dans i fem medrivende finalekampe, med fem udebanesejre til følge. Jeg håber på samme høje grad af intensitet og velspillet basket i slutspilskampene.

Pokalturneringen er et andet fixpunkt vi kan se frem imod. Pokalfinalen spilles den 28. januar 2017 og det bliver spændende at se om Stevnsgade SuperWomen kan lave et hattrick. Eller et three-peat.

I år er All-Starkampen aflyst. Vi vil gerne have tid at kunne lave et godt Dameligaarrangement og derfor blev Dameligarådet enige i går om, at aflyse denne sæsons All-Starkamp.

Jeg har overtaget depechen fra Jesper Johansen og siger tak for valget til Dameligaen og jeg vil gøre mit bedste, som forretningsfører, for dels at fylde Jespers sko samt hjælpe til med at få konsolideret Dameligaen.

Et stort ønske fra mig er, at vi kan få et 8. hold med i turneringen samt at de eksisterende hold kan forblive intakte være med til at udvikle dansk damebasket.

Med ønsket om en god sæson til spillere, trænere, tilskuere, sponsorer, officials, dommere samt alle de frivillige hjælpere, uden jer kunne vi ikke gennemføre kampene, håber jeg, at vi får en god sæson.

Vi ses under kurven.

Robert M Rømer
Forretningsfører Dameligaen