Nyheder

Falcon BMS vinder over SISU, 57–56

Så tabte SISUs kvindehold til et dansk hold for første gang i over 4,5 år i Kildeskovshallen.

Et skadesplaget SISU blev yderligere hårdt ramt ved den knæskade, som Tea Jørgensen kom ud for i starten af kampen. SISU er p.t. ikke ved fuld styrke, og det udnyttede Falcon BMS ved hård fight til at vinde en smal 1-points sejr, 57–56.

Falcon BMS kom bedst fra start og førte 19–13 efter første periode. Stemningen hos SISU var tydeligvis præget af den skade, som Tea havde pådraget sig. Ved slutningen af perioden satte Kiki den første af de fire 3’ere, som hun scorede i første halvleg. De skud var stærkt medvirkende til at SISU hang på ved halvleg, kun 6 point bagud, 26–32.

Den lavtscorende tendens fortsatte i tredje periode, der endte 14–12 til Falcon BMS. Bagud med 8 point forsøgte SISU at forcere og sætte pres på. Det startede okay, men SISU var hele tiden lige et par point bagefter. Spændingen var dog helt i top det sidste minut, hvor boldbesiddelsen skiftede flere gange uden at der nødvendigvis kom point ud af det. Fra 51–57 satte SISU en 3’er og en 2’er men kom ikke tættere og var aldrig foran i kampen. SISU havde dog det sidste skud, som fandt ringen, men desværre ikke faldt ned på den rigtige side af ringen – set med SISUs øjne.

Falcon BMS spillede med stor energi hele kampen igennem, anført af Sarah Mortensen, der sluttede med 15 rebound, 19 point og en effektivitet på 28! Elisabeth Brynaa scorede ligeledes 19 point. For SISU blev Kiki Lund topscorer med 18 point, mens Mathilde Colding-Poulsen scorede 14 og Katrine Dyszkant havde 13 rebound og 11 point.

SISU rejser til Aabyhøj IF på lørdag og Falcon BMS spiller pokalkvartfinale mod Brønshøj Basket den 6. november på udebane.