Nyheder

Et skadesramt Horsens BC hold taber til Værløse BBK

Igen stillede Horsens BC op uden Sarah Bersang, Eva Bonde og Rebecca Houmøller.

Man havde tippet hjemmeholdet til at tabe med 15- 20 point, hvis de ikke var kommet deres skader kvit. Det kom til at holde stik, selvom det indtil sidste periode var håb om en overraskelse.

1. periode: Emily White og Anne Helene Eskholm gør det rigtig godt i angrebet for hjemmeholdet. Desværre er forsvaret ikke helt på plads og Værløse kommer til et par for lette scoringer. Perioden slutter: 16-24.

2. periode: Men så beslutter hjemmeholdet sig for, at så let skal det heller ikke være. Man scorer hurtigt vigtige point og bolden bliver spillet rundt.

Flere kommer på scoringstavlen. Samtidig formår forsvaret at dække Værløses skytter. Faktisk presses Værløse i starten af perioden til forkerte beslutninger og brænder igen og igen og først til sidst lykkes det for dem at ramme kurven. Få sekunder før halvleg rammer de en 3’ er. Bolden bliver givet op fra linjen og Emma Dorph rammer en buzzer beater fra midten. Så jublen er stor. 22- 11 slutter perioden.

Resultatet før halvleg er således 38-35 til hjemmeholdet.

3. periode: Anne Helene Eskholm gør det overalt set godt som guard og har mange assists. Hun finder bl.a. Emily White under kurven. Dicte Houmøller sætter et par 3’ere i denne periode. Holdene følges egentlig godt ad, indtil trætheden melder sig hos det lille Horsens BC mandskab. Bænken er meget smal denne lørdag. Perioden slutter 18- 23.

4. periode: Der er for hjemmeholdet ikke meget der lykkes i fjerde periode, selvom der stadig  kæmpes og Pernille Weiland rammer et par 3’ere. Men flere skud er ikke præcise nok, mens Værløse igen rammer nogle flotte skud. Reelt set er kampen afgjort, da forsvaret hos hjemmeholdet nok kan forhindre Alberte Dokkedal og Hanna Sheik i at score, men ikke også Safia Sheik og Devon Quattrochi. Perioden ender 12- 23.

Kampens resultat bliver således: 68-81. Hvilket må siges at være atter et ærgerligt nederlag for Horsens BC. Men holdet spillede alt taget i betragtning en god en flot og jævnbyrdig kamp. Vi håber snart, at holdet er skaderne kvit, så de kan nå at hente et par point mere.

Holdet sagde denne lørdag farvel til Emma Dorph, der har spillet 8 sæsoner for Horsens BC. Et smukt punktum var hendes buzzer beater. Hun vil på alle måder blive savnet i Horsens BC.

Topscorer for Værløse: Safia Sheik: 23 point og 12 rebounds

Topscorer for Horsens BC: Emily White: 22 point og 13 rebounds.