Nyheder

Dødens puje endnu ikke afgjort

SISU skulle bruge en sejr onsdag over Hørsholm 79ers for at have en realistisk chance for at tage andenpladsen i mellemspillets gruppe et fra Stevnsgade Basketball og de kom ud til kampen med masser af motivation og fight. Dødens pulje viste sig dog igen uforudsigelig, idet Stevnsgade tabte til Lemvig, så selv om SISU tabte 65-54, er intet endnu afgjort.

Efter første halvleg så det ud til at al SISUs energi skulle gå tabt, da gæsterne var bagud med 20 point, 48-28, men Hørsholm scorede ikke de første fem minutter af anden halvleg. SISU kom så tæt på som 48-39 inden Ivana Jovanovic fik sat prop i med en scoring på et layup.

Herfra formede kampen sig som en SISU-jagt på Hørsholms føring. Hørsholm fik stabiliseret spillet sidst i tredje periode med scoringer fra Jovamovic, Emilie Bornemann og Maria Forsman, så føringen lød på 56-46, men i fjerde periode gik der igen næsten 10 minutter inden Hørsholmspillerne fandt vejen til bunden af rusen. Heldigvis for hjemmeholdet var det kun Jennings, der havde ramt et enkelt skud for SISU, til 56-49, så hjemmeholdet overlevede.

-Jeg synes det var et Hørsholmhold, der ikke fik smidt bolden frem og tilbage, i anden halvleg, sagde træner Jesper Krone efter kampen. Vi spillede ikke simpelt og så begyndte vi hver især at spille lidt mere febrilsk, i stedet for at flytte bolden frem og tilbage. Når vi flytter bolden, så virker det.

Det var unge Clara Madsen, der fik Hørsholm sat i gang i de sidste fem minutter, på et layup på assist af Gritt Ryder, og da SISUs Safira Sheikh kort efter satte en tre’er, svarede Emilie Bæk igen med en tre’er i den anden ende til 61-52 og så var det værste panik overstået. SISU scorede kun en enkelt gang mere, igen ved Sheikh, så Hørsholm endte med at hente en sejr på 65-54.

I første halvleg så alt ellers ud til at gå Hørsholms vej, med effektivt forsvarsspil og masser af scoringer. SISU kom meget aggressivt ud i forsvaret og forsøgte at skabe kampen, men Hørsholm flyttede bolden flot og spillede sig udenom presset. Især Maria Forsman Pedersen og Meg Wilson ramte kurven, med henholdsvis 10 og 11 point inden pausen.

I den anden kamp i puljen overraskede Lemvig endnu en gang med en sejr over Stevnsgade, hvilket betyder, at det eneste, der er afgjort efter fire af de seks runder, er at Hørsholm vinder puljen. Stevnsgade og Lemvig har nu fire point hver, mens SISU har to. Ender to eller flere hold á point, afgøres placeringerne af stillingen i grundspillet, hvor Stevnsgade endte foran henholdsvis SISU og Lemvig.