Nyheder

DL blev skudt i gang i Gentofte

Rammerne var på plads – lidt over 200, tælleapparatet sagde 224, havde fundet vej til Gentofte Hallen, for at se et nyt hjemmehold, tage imod et ligeledes nyt Lemvig Basket.

Hjemmeholdet kom stærkt ud af båsen og specielt forsøg fra distance, skabte et hurtigt hul til gæsterne. Ida TP gjorde comeback i SISU trøjen og kvitterede med at være varm fra 3p stregen. Hun sluttede med 5/10 bag stregen, uden egentlig at spille i hele sidste periode. Værterne sætter totalt 10 3ere i kampen og får smidt evt. premiere nerver væk, ved at løbe hele 29p i kurven i første periode.

Lemvig kom til Gentofte med 3 amerikanere – én genganger fra sidste år, som pga. en tidlig skade, aldrig fik vist sit værd. Holdet fra vest, stiller for første gang i længere tid, med en gruppe af unge danske talenter, som bliver spændende at følge, når de får lidt flere km i kroppen. Specielt i første periode, volder Lemvigs amerikaner – Sofia Paska (21p og 6 reb) værterne større problemer under kurven, hvor hun får trukket en del fejl og fortjent kommer til straffelinjen hele 8 gange.

Ude på banen forsøger SISU at stresse gæsterne og lykkedes flere gange, at få fat i bolden og hurtigt vendt den til layup eller overtal i den modsatte ende. Specielt Taylor Gleason (spillede sidste sæson i Stevnsgade) og Asta Blauenfeldt havde lange fingre, som resulterede i hhv. 6 og 5 steals.

Første periode ender 29-18.

Billedet fortsætter i 2. periode – SISU kan sætte tempo og scorer fra flere forskellige steder og spillere, hvilket gør det svært for gæsterne at dæmme op for. Et skift mellem man-man og zone, bliver hurtigt straffet af 3p skud fra Michala Bork og Asta Jabobsen. I transition og med cuts i ½ bane spillet, stempler Helene Dalsgaard ligeledes ind i kampen og slutter med 10p og 7 reb.

SISU vinder perioden 22-16 og går til pausen foran 51-34 og kampen virker punkteret.

3. periode åbner med debut til SISU’s græske spiller Spyridoula Kazantzi. Hun bidrager hurtigt i defensiven og får stresset gæsternes guards, samtidigt med at hun viser sine kvaliteter som skytte og bidrager med 4/4 på lange 2’ere, til 8p.

Lemvig får også prøvet flere spillere af, hvilket forstyrrer deres offensive rytme lidt; men helt sikkert er en god investering i forhold til resten af sæsonen.

De to hold ender 3. periode med stillingen 70-42 og resten er kosmetisk.

Den sidste periode bytter fortegn, SISU spiller meget bredt og specielt de to rutinerede spillere Ida TP og Taylor Gleason, ser på fra bænken. Lemvig får pyntet på resultatet og vinder perioden 21-9, og forstår i denne periode, at komme til kurven samt at lukke ned i den anden ende.

De to hold er i gang og det bliver spændende at følge specielt de danske spillere fra holdet i vest; men også de udenlandske profiler gør, at Lemvig nok skal få drillet et par hold, når sæsonen skrider frem.