Nyheder

Danmarksmestrene slog Hørsholm 79ers

SISU vandt en tæt, men alligevel ikke så tæt kamp over Hørsholm 79ers søndag i Kildeskovshallen.

Kampen var ikke nær så højtscorende, som de to holds første kamp: 68-58 efter periodecifrene 19-17, 17-13, 20-13 og 12-15.

De første 3 perioder bar præg af små runs, hvor SISU først kom lidt foran, for derefter at blive (næsten) hentet. SISU bragte sig foran 6-0 og 11-4 med 9 point af Tea Jørgensen, der spillede med en fantastisk energi i både forsvar og angreb. Hørsholm indhentede førringen til stillingen 11-10 og perioden endte med 2 points forspring til SISU.

I anden periode fortsatte Tea scoringen, så forspringet kort før halvleg var på 36-25, men Hørsholm lukkede 2.periode pænt med en 3’er af Amalie Carnbring Bonde og 2 point af Ivana Jovanovic til halvlegsresultatet 36-30.

I 3.periode fungerede SISU’s angrebsspil Med bl.a. tre 3’ere bragte de sig foran med 19 point 54-35, inden Hørsholm sluttede perioden godt af til 56-43.

4.periode indledtes med at Hørsholm bragte sig endnu tættere på. Sidste uges topscorer for SISU, Mathilde Colding-Poulsen, havde ikke scoret før næstsidste minut af 3.periode, men hun sørgede for at holde SISU inde i kampen bl.a. med en vigtig 3’er godt 2 minutter før slut, hvor Hørsholm ellers var nede på kun at være 8 point bagud. Iben Soltau gjorde også en god figur for Hørsholm og fik gang i sine scoringer i anden halvleg med 16 af sine 18 point scoret fra 3.periodes slutning og kampen ud.

En ganske underholdende og intens kamp. Gennem hele kampen var begge holds forsvar aggressivt og tæt. Måske var det også grunden til en lav score og et forholdsvis stort antal turnovers? De to amerikanske centere, Tori Lehr og Joy Burke, holdt hinanden godt i skak.

Topscorer for Hørsholm var Iben Soltau med 18, mens Ivana Jovanovic havde 12 og Joy Burke 11 point.

For SISU havde Tea Jørgensen 22, Kiki Lund 12 og Tori Lehr og Katrine Dyszkant (der var her, der og allevegne) hver 10 point.