Nyheder

Bronze til Lemvig Basket

Lemvig kom til Amager for at få revanche for nederlaget i sidste sæsons bronzekamp, og med en kombination af større vilje og større træfsikkerhed var Lemvig i førersædet gennem det meste af kampen.

I starten af 4. periode får BK Amager reduceret Lemvigs føring til 62-66, men her fra ser Lemvig sig ikke tilbage. Med en suveræn afslutning vinder Lemvig kampen med hele 77-98 (27-26, 14-19, 18-21, 18-32).

Kampens indledning er en intens affære hvor begge hold viser godt angrebsspil, hvorimod det kniber for begge hold i forsvaret. Holdene følges ad og skiftet til at score, midtvejs i perioden er stillingen 11-10 til hjemmeholdet og ved periodens afslutning 27-26.

Lemvig strammer op i forsvaret efter periodepausen og med et 2-13 run fører gæsterne 29-39 efter godt 5 minutter. Amager slår tilbage blandt andet med 7 point fra Catharina Palm og får reduceret Lemvigs fører til 41-45 ved halvleg. Lemvig vinder perioden 14-19.

Fra starten af 3. periode er det igen Lemvig, der styrer begivenhederne. Med et 2-10 run fører gæsterne med 43-55 efter små 4 minutter, en føring der udbygges til 47-64 med mindre end 3 minutter tilbage af perioden. Endnu en gang kommer Amager tilbage og holdet får med et 12-2 run i den restende del af perioden bragt Lemvigs føring ned på 7 point. Lemvig vinder perioden med 18-21, og holdet fører med 59-66 inden sidste og afgørende periode.

Amager fastholder momentum i indledningen af 4. periode og kommer på 62-66, men så sætter Lemvig sig igennem endnu en gang og får med et 0-14 run bragt sig solidt foran med 62-80 knap halvvejs i perioden. Det afgør kampen endegyldigt og Lemvig vinder fortjent denne sæsons bronzekamp med 77-98 (27-26, 14-19, 18-21, 18-32). Lemvig vinder den sidste periode med 18-32, og kampens spiller Nathalie Day scorer hele 14 af sine 20 point i denne periode.

For gæsterne spillede Okako Adika en rigtig flot kamp, og for hjemmeholdet var Melanie Elmgreen den mest iøjnefaldende.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Catharina Palm 19, Emilie Fogelstrøm 16, Melanie Elmgreen 14, Emilie Keller 10, Lauren Gregory 9, Cecilie Tvede 5, Rikke Andersen 4

Lemvig Basket: Natalie Day og Okako Adika begge 20, Joanna Miller 15, Ivana Udovalieva og Emily White begge 14, Helle Kristiansen 11, Ida Høj Kristensen og Nanna Skovgaard Hansen begge 2