Nyheder

Blue Hawks besejrer Wolfpack

Tirsdag aften tog BMS Herlev Wolfpack imod naboerne fra Værløse Blue Hawks i begge mandskabers sidste grundspilskamp.

Opgøret havde ingen betydning for placeringerne i slutspillet, og holdene vil først kunne møde hinanden igen i en evt. DM-finale. Så det handlede om den indbyrdes overhånd og ikke mindst æren.

Begge hold har haft en opadgående formkurve, Blue Hawks var i pokalfinalen og vandt også sidste gang de to hold mødtes efter et flot comeback i 4.periode. På mange måder oplevede en pænt fyldt Rosenlund Arena dejavu med matchen i Søndersøhallen.

Mandskaberne virkede motiverede og var intense fra tip-off. Værløse kom bedst ud af starthullerne og førte 18-23 efter 1. periode. BMS Herlev dominerede til gengæld anden fjerdedel, så stillingen ved pausen var 41-34. Hjemmeholdet udbyggede føringen til 66-53 ved indgangen til de sidste 10 minutter og egentlig burde Wolfpack jo så herfra kunne køre sejren i hus.

Men ak og ve. Værtinderne fik igen en kombination af gummiarm og lyst til at spille ”hero-ball”. Blue Hawks kendte sin besøgstid og vendte nederlaget til en flot sejr på 75-80.

For BMS Herlev blev Laura Ziegler topscorer med 21 point, fulgt til dørs af Caroline Glud og Ellen Iversen hver med 15. Blue Hawks’ Frida Formann var atter i forrygende spillehumør og blev matchens topscorer med 29 point. Trine Drejer, Annemie Friis Espensen og Julianna Okosun supplerede med hver 12 point for gæsterne.