Nyheder

BK Amager rejste sig efter søndagens pokalfinalenederlag

BK Amager var på ingen måde mærket af søndagens pokalfinalenederlag mod Stevnsgade i Horsens, da holdet tirsdag aften i Amagerhallen slog topholdet i Dameligaen Hørsholm 79’ers med 86-74 (29-26, 17-13, 20-13, 20-22) efter en solid indsats kampen igennem.

Kampen starter i et højt tempo fra begge sider uden den store vægt på forsvaret. Holdene bytter scoringer og midt i perioden er stillingen 14-14. Amager bringer sig foran 22-16 med et 8-2 run, men Hørsholm svarer tilbage godt anført af Ivana Jovanovic og får bragt balance i regnskabet. Amagers Catharina Palm lukker perioden med en buzzer tre’er og Amager vinder perioden 29-26.

Tempoet og scoringsintensiteten falder i indledningen af 2. periode. Godt halvvejs i perioden er stillingen beskedne 33-32. Herefter får Amager et lille overtag. Amager vinder den resterende del af perioden med 13-7, og holdet fører således 46-39 ved halvleg. Amager vinder perioden med 17-13.

Amager fastholder med solidt spil overtaget og føringen efter pausen. Med godt 2 minutter tilbage er stillingen 60-52. Amager lukker perioden med 6 ubesvarede point til stillingen 66-52 inden 4. og afgørende periode.

Hørsholm får på knap 3 minutter reduceret Amagers føring til 66-60 blandt andet via to 3’ere, men på de efterfølgende angreb får Amagers Maria Dinesen og Emilie Fogelstrøm svaret igen hver med en 3’er. Med godt 2 minutter tilbage fører hjemmeholdet 79-69, men Hørholms skaber igen spænding først med en 3’er af Marie-Louise Blyme efterfulgt af en 2’er af Iben Soltau til stillingen 79-74. Hørsholm er nødt til at fejle og stoppe tiden, men Amager holder hovedet koldt og sætter 7 af 7 fra straffelinjen i kampens afslutning til slutresultatet 86-74

Alt i alt en intens og tempofyldt affære med mange flotte detaljer fra begge hold. Hos gæsterne var Ivana Jovanovic og Maja Gerlyng de mest iøjnefaldende, mens hjemmeholdets 5 startere alle leverede tocifrede pointtal. Kampen blev overværet af 126 tilskuere.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Lauren Gregory 29, Maria Dinesen og Catharina Palm begge 14, Emilie Fogelstrøm 11, Melanie Elmgreen 10, Emilie Keller 5, Rikke Andersen 2, Lotte Tobiasen 1

Hørsholm 79’ers: Ivana Jovanovic 21, Maja Gerlyng 15,Iben Soltau 12, Amalie Bonde 8,Line Piechnik, Joy Burke og Frederikke Mollerup alle 5, Marie-Loise Blyme 3

Kampens spiller WOM: Lauren Gregory, BK Amager (29 point, 11 rebounds og en effektivitet på 36)