Nyheder

Atter en sejr til SISU

Horsens BC håbede denne søndag aften at kunne gøre det bedre end sidst de mødte SISU. Og det kunne de.

Horsens kommer på banen fulde af gejst. Måske er SISU ikke ligefrem rystet, men evt. en smule overraskede. Horsens viser glæde og vilje til at kæmpe for alle bolde. De kommer gennem SISU’s forsvar og kommer til skud, og selvom de brænder flere af deres lay-up og skudforsøg, giver de ikke op. Det fysisk stærkere SISU hold får dog let fat i rebounds, og deres fastbreaks fører til scoringer i den anden ende.

Efter første periode står der 12- 24.

I anden periode viser Horsens, at de stadig er med. SISU lader en ny kæde starte. Begge hold kommer til kurven og til skudforsøg. For hjemmeholdet er især Julie Ravn begyndt at ramme. Men Horsens mister også flere og flere bolde og når ikke altid hjem i forsvaret. Igen finder SISU hinanden lettere og mere ubesværet. Der er stor variation i deres spil og afslutninger.

Perioden ender: 17- 28. Så før halvleg står der 29- 52.

Efter halvleg kommer Horsens glade på banen og kæmper det bedste, de har lært. I deres to sidste kampe holdt kræfterne kun til de to første perioder. Det gjaldt ikke kampen i dag.  SISU vælger i denne periode at afprøve zone og helbanepres, hvilket Horsens faktisk står godt imod. De får fat i flere forsvarsrebounds, er mere aggressive og rammer mere sikkert deres skud. Selvom Horsens får fejlproblemer, og SISU har en høj scoringsprocent - også på deres straffe, vinder Horsens 3. periode 19-18.

Før fjerde og sidste periode er stillingen: 48- 70.

Men i sidste periode bevarer Horsens ikke overblikket. De finder ikke længere hinanden, men begynder at gå selv, og tæt på kurven bliver den enkelte spiller nu ’trappet’ af SISU, hvilket resulterer i mange mistede bolde. Horsens bliver presset, og der er flere upræcise afleveringer og turnovers, og forsvaret når ikke hjem, og SISU får derfor meget lette scoringer på deres fastbreaks.

Perioden ender: 9-24.

Således blev kampens resultat 57- 94, hvilket set med Horsens øjne er et stort skridt i den rigtige retning. I de to første perioder scorede de unge spillere faktisk 29 point, hvilket stort set var, hvad man nåede i en hel kamp sidst de to hold mødtes.

Topscorere for SISU: Iben Soltau med 17 point, Katrine Dyszkant 15 point ( 6/6 på straffe) og Camilla Blands 14 point (6/6 på straffe)
Topscorere for Horsens BC: Julie Ravn 18 point, Sophie Wich 17 point og Rebecca Houmøller 9 point.

SISU rammer i denne kamp 16 ud af 20 straffe; mens Horsens kun er 2 fra 10.