Nyheder

Årets spiller i DL kåret

Så er dagen kommet hvor årets spiller i DL skal kåres. Og den pris var der kamp om. Det er ligaens spillere der har afgivet stemmerne. Men der var i alt tre spillere der meget længe lå side om side.

Forretningsfører, Robert Rømer fra DL udtaler: "Ja, det er sandt, der var tre spillere som havde fået lige mange stemmer, så jeg skulle ud og kigge på sekundære stemmer for at finde vinderen. Og, jeg tror ingen kan være uenig i at denne spiller har været meget markant i ligaen og på landsholdet i år.

Årets spiller er fra Hørsholm 79ers, er anfører på både liga- og landshold, og det er Gritt Ryder. Yderst fortjent. Stort tillykke til 79ers med årets spiller samt ikke at forglemme det danske mesterskab. Men især stort tillykke til Gritt Ryder, som har kæmpet en vis del ud af bukserne, også i denne sæson."

DL har fanget Hørsholms og landsholdets træner - Jesper Krone - og fået følgende udtalelse om årets træner: "Jeg har igennem min 12 år som træner på højeste niveau i Danmark haft en masse virkelig gode spillere, med mange forskellige kompetencer. Men de sidste tre sæsoner, har jeg haft æren af, at arbejde med en Danmarks absolut bedste damespillere til dato. Gritt er en naturlig leder på og udenfor banen. Hun er respektere og vellidt af sine holdkammerater, trænerstab og folk omkring de hold, som hun har været en del af. Hun har en virkelig høj basket-IQ i begge ender af banen, og hun arbejder hårdt og fokuseret, hver gang hun træder over stregen og ind på banen. Men hun besidder en vilje, som ikke mange andre har. Hun er en vinder. Hun vil vinde i hver eneste lille øvelse til træning og hun vil vinde hver eneste kamp hun er med i. Og hun vinder ofte... Hendes mentale styrke er sublim, hvilket hun har vist gang på gang i vigtige kampe.

I 2018 var hun kickstarter til noget af et comeback for Hørsholm 79ers i finaleseriens kamp 4. I kamp 5 var hun også toneangivende i et endnu større comeback for Hørsholm. I pokalfinalen i år viste hun sin høje klasse, ved at fremføre en fantom statline i form af 28 point, 8 rebs, 6 assist og 6 steals.

Gritt er en essentiel brik på hendes nuværende Hørsholm 79ers hold, og hun er en ligeså vigtig brik på landsholdet. Hun er anfører begge steder, og denne rolle udfører hun på fornemmeste vis. Der var hård konkurrence om denne titel, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men endnu engang finder Gritt en måde at vinde på. Et kæmpe tillykke og intet mindre end fuld fortjent."

Gritt modtager sin pris samt et gavekort fra Go Dream så snart det er muligt."

Du kan se alle tidligere kåringer i DL ved at klikke her.