Nyheder

Åbyhøj i semifinalen efter endnu en tæt kamp

Med en sejr i dagens kamp kunne Åbyhøj spille sig i semifinalen mens BMS Herlev Wolfpack skulle vinde for at holde liv i mere end et teoretisk håb om semifinalen.

Begge hold havde i starten svært ved at få bolden i kurven og efter 2 minutter stod der 4-3 til Wolfpack, men derefter stod der Åbyhøj på de næste 4 og efter et 0-9 run blev der kaldt time-out til hjemmeholdet som slet ikke var kommet i gang.

Det hjælper dog ikke da Åbyhøj starter med et steal og Malene Lind Pedersen går til kurven. Hun falder desværre meget uheldigt ned på hendes knæ og må udgå med hvad der ligner en grim knæskade. Det ryster kort Århus pigerne men ikke mere end at stadig finder vej til kurven og perioden slutter 7-19 til udeholdet. I forhold til de sidste par kampe hvor hjemmeholdet har lukket lidt for mange point ind til start er denne kamp bedre men desværre uden selv at finde vej til kurven.

I 2. periode kommer Wolfpack meget bedre ud og begynder nu at omsætte deres chancer i point, og alle spillere der kommer ind fra bænken bidrager og hele 6 spillere scorer point i denne periode. For Åbyhøj får Nikoline Sandbäck sat nogle 3’ere og Caroline Wich er under kurven en evig trussel, men kæmper mod et par hårdt spillende Jessen søstre i forsvaret. Wolfpack får hentet et par point ind på Åbyhøj ved at vinde perioden med 2 og kan gå til pause bagud med 28-38.

Efter pausen kæmper hjemmeholdet videre for at få kontakt. Her træder specielt Laura Ziegler og Emilie Gudmand i karakter i angrebet. Katrine Jessen dominerer under kurven i specielt forsvaret og Caroline Glud kæmper sig endnu engang til rebounds i begge ender. Midtvejs i perioden kan Laura Ziegler med et ”and-one” spil score til 44-47 og kampen er igen helt lige. Udeholdet har holdfejl og ved 46-49 får Wolfpack 2 straffe som desværre brændes. Alberte Rimdal, Andrea Bach og Malou Lachenmeier får hver scoret 2 point og Thea Mikkelsen slutter perioden af med 2 point til stillingen 49-55.

Sidste periode kommer til at ligne de 2 forrige. Wolfpack kæmper for at komme helt op mens Åbyhøj står sammen for at fastholde deres forspring. Det formår de helt frem til der mangler lidt under 2 minutter og Laura Ziegler først sætter en 3’er til 59-62 og Katrine Jessen med et steal og 2 point scorer til 61-62. Tættere på kommer hjemmeholdet ikke for Alberte Rimdal og Caroline Wich holder hoved koldt og scorer Åbyhøjs sidste 6 point mens Wolfpack kun formår at scorer på 2 straffe så kampen slutter 63-68 til Åbyhøj.

Dagens topscorer var fra Wolfpack Katrine Jessen 20, Emilie Gudmand 16, Laura Ziegler 10. For Åbyhøj scorede Alberte Rimdal 15, Caroline Wich 14 og Nikoline Sandbäck 12.

Dermed har Åbyhøj 10 point efter 3 kampe og med Amagersejr over Værløse et par timer efter er Åbyhøj klar til semifinalen. Tillykke til Åbyhøj og ønsker om god bedring til Malene Lind, som vi håber det bedste for.

Holdene mødes igen på onsdag i Åbyhallen. Åbyhøj spiller for at sikre sig 1. pladsen i gruppen mens Wolfpack i teorien kan nå semifinalen med sejre i sine 3 sidste kampe, men kræver nederlag til BK Amager i deres 3 sidste kampe.