Nyheder

Aabyhøj IF slår Lemvig Basket

Onsdagens kamp i Åbyhallen bød på et opgør mellem de unge spillere fra Åbyhøj og de rutinerede spillere fra Lemvig Basket.

Lemvig kom til Åbyhallen med en sejr i den seneste kamp, hvor de besejrede Stevnsgade – ligaens nr. 4 – og Åbyhøj havde trukket sig sejrrigt ud af weekendens kamp mod Virum Vipers.

Sidst de to hold mødtes i Lemvig, var det Lemvig, der trak det længste strå, og kunne sige tak for kampen med en 3-points sejr.

Men i dagens kamp ville de unge damer fra Åbyhøj det anderledes. De grønne lagde ud i højt tempo med masser af fastbreaks, og efter første periode var stillingen 28-16 til Åbyhøj. 2. periode var ikke meget anderledes, og Åbyhøj kunne gå til halvleg foran 54-28, efter at have vundet 2. periode 26-12.

Med et forspring på 26 point var kampen næste afgjort, og selvom 3. og 4. periode bød på en mere jævnbyrdig kamp, først med en sejr til Lemvig i 3. periode på 9-7 og 20-18 til Åbyhøj i 4. periode, var der ikke meget at stille op for gæsterne ved slutfløjtet. Tavlen viste ubarmhjertige 81-55 til hjemmeholdet fra Åbyhøj.

Fra Åbyhøj voldte Maria Steen Jespersen gæsterne fra Lemvig store problemer med højt tempo og 21 points, mens mest scorende fra Lemvig – ikke overraskende - blev Emily Hatch med 14 points.

Onsdagens sejr placerer Åbyhøj på en 5. plads og Lemvig på en 6. plads, á point, men Åbyhøj bedst indbyrdes.