Nyheder

Aabyhøj IF løb tør for kræfter i Amagerhallen

BK Amager afgjorde lørdag eftermiddag kampen i Amagerhallen mod Aabyhøj IF i den sidste periode efter en ellers helt lige kamp.

Amager vandt sidste periode med 21-8 og dermed kampen med 91-79 (23-23, 23-19, 24-29, 21-8).

Begge hold viser fint angrebsspil i kampens indledning, mens det kniber mere med det forsvarsmæssige i begge ender af banen. Holdene følges ad gennem hele perioden. Efter 5 minutter er stillingen 11-10 og da perioden ender er stillingen 23-23.

Amager har en god periode i starten af 2. periode, og holdet fører midtvejs i perioden med 37-27, men Aabyhøj kommer tilbage og med godt et minut tilbage af perioden er stillingen igen helt lige 42-42. Amager slutter perioden med 2 scoringer af Lauren Gregory og fører således 46-42 ved halvleg. Amager vinder perioden 23-19.

Aabyhøj’s Sofie Preetzman sætter sig igennem i 3. periode. Med tre 3’ere indenfor de første 5 minutter og 14 point i perioden er Sofie stærkt medvirkende til at Aabyhøj vinder perioden med 24-29. Aabyhøj fører således 70-71 inden sidste og afgørende periode.

Amager starter perioden bedst og får bragt sig foran 77-71 inden Aabyhøj igen kommer på tavlen, da Caroline Wich sætter det ene af sine 2 straffekast. Aabyhøj har i det hele taget svært ved at få scoret i perioden – det bliver kun til 6 for 10 fra straffelinjen og en enkelt 2’er – og Amager afgør, godt anført af Lauren Gregory med 12 point i perioden, kampen til egen fordel. Amager vinder sidste periode med 21-8 og dermed kampen 91-79.

Hos BK Amager var det igen Lauren Gregory og Catharina Palm der var de mest scorende på en eftermiddag, hvor alle 10 spillere kom på scoringstavlen. Aabyhøj IF leverede en god kollektiv indsats med Sofie Preetzman og Nicole Ballestero som de mest iøjnefaldende.

Topscorer for hjemme- og udebanehold: 

BK Amager: Lauren Gregory 28, Catharina Palm 18, Melanie Elmgreen 10 point

Aabyhøj IF: Sofie Preetzman 24, Nicole Ballestero 15, Kia Fisker 11 point