Nyheder

79ers tager imod de grønne fra Aabyhøj IF

Lørdag 18. oktober kl. 15 tager Hørsholm 79ers imod Åbyhøj i Dameligaen i basketball.

Det er en kamp mellem to hold, der havde håbet på mere i sæsonens første kampe.

Hjemmeholdet fra Hørsholm har oprustet til sæsonen, og vandt da også årets første kamp mod Falcon-BMS i fin stil, men så snublede man mod de forsvarende mestre fra SISU. Det er derfor et sultent Hørsholmhold, der tager imod jyderne fra Åbyhøj.

Hørsholm har været anført at trioen Iben Soltau, Joy Burke og Ivana Jovanovic. De tre spillere scorer henholdsvis 22, 16 og 17 point pr. kamp, men kollektivet er vigtigt for holdet, der spiller hurtigt og med meget aggressivt forsvar. Der har derfor også været minutter til mange spillere og hele ni spillere er på banen mere end 10 minutter pr. kamp.

For Åbyhøj er billedet lidt det samme. Åby er et meget ungt hold, som har amerikanske Nicole Ballestero som mest scorende spiller, med 17 point pr. kamp. Det dækker dog over nogle kæmpestore udsving, med 7 point mod Stevnsgade i årets første kamp som lavpunktet og imponerende 31 mod Falcon-BMs i den anden ende af skalaen.

Ballestero får hjælp til at lægge bolden i kurven fra 17-årige Caroline Wich 19-årige Kia Fisker, der hver scorer omkring 10 point pr. kamp.

For Hørsholms coach, Roberto Velosa, handler det om at stresse de unge jyder:

- Det bliver en forsvarskamp fra vores side. Fokus er på at dække deres guards og forwards på hele banen og få dem til at spille i pressede situationer i 40 minutter.