Nyheder

79ers sendt ud af slutspillet

En skidt tredje periode i den anden kvartfinale mod Stevnsgade BBK blev altafgørende for 79ers sluspilsskæbne.

Stevnsgade vandt kampen med 81-96 (23-19, 22-27, 9-23, 27-27) i Fire Arena, og bookede samtidig en plads i semifinalerne.

Der var lagt op til en særdeles spændende returkamp i Fire Arena efter 79ers vandt den første kvartfinale med 87-85 i Nørrebrohallen. Indtil pausen var spændingen da også intakt, men gæsterne fra Stevnsgade satte tingene på plads, da de i tredje periode løb hen over Hørsholm og scorede 23 mod 79ers blot 9 point.

Stevnsgade startede kampen bedst og kom foran med 10-15 efter de første fem minutter. 79ers fik dog langsomt gang i det gode spil fra den første kvartfinale og endte med at vinde kampens første fjerdedel med 23-19.

I anden periode fulgtes de to hold ad scoringsmæssigt, dog med et lille overtag til Stevngade, der vandt perioden med 22-27. Således gik de to hold til pause ved stillingen 45-46, og der var lagt i kakkelovnen til en neglebidende anden halvleg.

Spændingen forsvandt ud af kampen, da Sarah Eichler fra Stevnsgade startede anden halvleg med at sænke en treer, og dermed igangsatte en fantastisk periode for gæsterne. I løbet af fem minutter var de foran med 47-57, og 79ers havde svært ved at få bolden i kurven. Stevnsgade fortsatte med at score og kom foran med 54-69.

I fjerde periode fandt 79ers tilbage på scoringssporet igen, men da Nørrebropigerne samtidig fortsatte med at være scoringsvarme, blev det aldrig rigtig spændende. Det tætteste Hørsholm kom på gæsterne var ved stillingen 71-82. Perioden endte 27-27 og Stevnsgade kunne således trække sig ud af kvartfinaleserien med en samlet sejr på 181-168.

I semifinalen møder Stevnsgade de tidligere DM-vindere fra BK Amager. For 79ers er sæsonen slut for i år, og drømmene om at hive endnu en DM-titel hjem til de syvdobbelte DM-vindere er sat på stand by indtil næste sæson.

For 79ers scorede Ivana Jovanovic 14, Anne Deleuran 13, Frederikke Mollerup 11, Line Piechnik 10,  Amalie Bonde 7, Caroline Gilling 7, Emilie Schirmer 7, Maja Gerlyn 6 og Sarah Pedersen 6 point.

For Stevnsgade scorede Sarah Eichler 31, Iben Soltau 30, Julie Forster 16, Ida Preetzmann 12, Pauline Schulz 4 og Mia Obbekjær 3 point.