Nyheder

79ers får ny coach

Basketballklubben Hørsholm 79ers har ansat den internationalt erfarne Nemanja Jovanovic som head coach for klubbens mangedobbelte danske mestre i damebasketball (7 x DM).

Nemanja Jovanovic, der kommer fra Serbien, har en af de højst rangerede serbiske træneruddannelser, og har endvidere været professional træner i både Serbien og Spanien. Gennem de sidste mange år har Nemanja blandt andet været coach hos Røde Stjerne fra Beograd/Serbien, været head coach for Hørsholm 79ers herreligahold i sæsonen 2008-9, og været træner i Spanien 2009-2012, hvor han ligeledes var talenttræner for både drenge og piger. Sidste sæson var han sammen med Bogdan Karaicic co-head coach for Hørsholm 79ers herrehold, som spillede sig frem til pokalfinalen.

Nemanja Jovanovic skal fremover være head coach for Hørsholm 79ers dameligahold, samt stå i spidsen for klubbens unge talenter på 1. div. holdet og U18 holdet. ”Med ansættelsen af Nemanja som cheftræner for klubbens bedste damehold så sikrer vi os, at der bliver en rød tråd på damesiden - fra klubbens ungdomsafdeling op til klubbens ligahold”, udtaler Henrik Norre, medlem af Hørsholm 79ers bestyrelse. Klubbens unge pigespillere har leveret rigtigt flotte resultater gennem de seneste sæsoner, så fundamentet for at komme helt til tops igen er på plads. ”Vi vil være blandt de bedste i landet, både når det gælder talentudvikling og resultater, og vi har stor tiltro til, at Nemanja er den rette mand til jobbet”, siger Henrik Norre.

Nemanja Jovanovic udtaler: ”I’m looking forward to my new role in Hørsholm 79ers and Hørsholm Basketball Klub. The women’s program in this club has a great history and a good foundation for the future. I will put new energy into it and I hope the young players will use this chance to build their future development. We will bring Hørsholm 79ers on the place where the club belongs – the top of the league.”

Nemanja skal desuden være ansvarlig for morgentræningerne på Rungsted Gymnasium, hvor Team Danmark eleverne får individuel træning på internationalt niveau. Han skal ligeledes deltage i videreuddannelsen af klubbens ungdomstrænere.

Aftalen med Hørsholm 79ers løber i 2 sæsoner.