Nyheder

500 tilskuere til basketballdrama i 2. DM Finalekamp i Nørrebrohallen

Om det var forårsluften eller forventningen om drama og spænding, der gjorde udslaget, men næsten 500 tilskuere havde fundet vej til 2. finalekamp i Dameligaen i Nørrebrohallen mellem værterne fra Stevnsgade Basketball og gæsterne fra Hørsholm 79ers.

Tilskuerne blev ikke skuffet. Masser af intensitet, spænding, kampgejst og til tider spektakulære basketdetaljer. Hvem husker efter kampen ikke Hørsholms to vilde back-door scoringer, Hanna Sheiks vanvittige fastbreak 3er og Ida Tryggedsson Preetzmanns cross over dribling, der satte to Hørsholm spillere af til efterfølgende scoring.

Finaleserien spilles bedst af 5 kampe. Første kamp havde Hørsholm vundet knebent i Hørsholm med 60-58 efter en utrolig spændende kamp.

Anden finalekamp i Nørrebrohallenstartede startede med at Hørsholms storskytte Line Piechnik satte en 3er, der kort efter blev besvaret ved at Ida TP satte en 3ér for Stevnsgade. Efter 4:38 bragte Hørsholms topscorer Maryah Sydnor gæsterne foran med 3-7. Føringen blev udbygget til 5-13, da Line Piechnik scorede sin anden 3er i kampen efter 7:18. Men efter en time-out kom Stevnsgade fokuserede tilbage på banen. Det medførte tre 3ere på stribe inden for et minut af henholdsvis Hanna Sheikh, Ida TP og af Cecilie Tvede Hansen. Stevnsgade var tilbage i kampen med en føring på 16-15 efter første periode.

Anden periode blev indledt med endnu en 3er af Hanna Sheikh til Stevnsgade føring 19-15. Hjemmepublikum slappede nu lidt af, da det var åbenlyst at Stevnsgade ramte langt bedre bag trepoints linjen end i første kamp, hvor det kun blev til 2 scoringer på 23 forsøg.

Emilie Hesseldal, der spillede en fantastisk kamp, bragte Stevnsgade foran 24-17 før Hørsholm igen fik scoret ved Ivana Jovanovic. Fire minutter inde i perioden bringer Hørsholms Amalie Langer balance i kampen ved at score på begge sine straffer til 24-24. Herefter følges holdene ad til pausen med Hørsholm 79ers en smule foran. Hørsholm 79ers vinder anden periode 17-21 og fører ved pausen 33-36. En stilling der var meget lig sidste kamp, hvor halvlegsstillingen var 31-31.

Efter ca. 3 minutter af tredje periode er stillingen helt lige 42-42, men på i løbet af de næste 3 minutter laver Stevnsgade et 9-0 run på gæsterne og bringer sig i front 51-42. Det kunne være afgørende for kampen, selv om der var lang tid i gen. Afstanden mellem de to hold holder resten af perioden indtil Hørsholm 79ers godt spillende Sarah Forsmann Pedersen scorer på to straffer få sekunder inden sidste og afgørende periode til stillingen 57-50. Stevnsgade vinder perioden 26-19. En livlig periode med masser af god basketball på højeste niveau.

Fjerde periode starter med at den altid elegant spillende Marian Sheikh scorer på et par straffer, hvorefter Hørsholms Amalie Langer sætter en 3er til stillingen 59-53. kampen er helt åben. men det fornemmes lidt, at Hørsholm "trailer" lidt efter Stevnsgade. Men på knapt tre minutter sætter Stevnsgade turbo på og laver et 9-0 run på Hørsholm, således at stillingen med godt 5 minutter igen er 68-56 til Stevnsgade.

Men Hørsholms Gritt Ryder og Amalie langer svarer igen med 3ere og kort efter er Hørsholm tilbage i kampen til stillingen 68-62 med 4:22 igen.

Med 2:10 igen er stillingen 70-64. Hørsholm 79ers figther for at få fat i de sidste point. Men Stevnsgade holder afstanden og øger den på 6 straffer scoret af Mathilde Colding Blom og Ida Tryggedsson Preetzmann til slutstillingen 76-66. Stevnsgade vinder perioden 19-16 og kampen fortjent.

Finaleserien er udlignet - 1-1. Næste finalekamp spilles i Hørsholmhallen lørdag den 21. april kl. 16.00. Fjerde finalekamp spilles tirsdag den 24. april kl. 18.30 i Nørrebrohallen.

Kampens statistik taler  et andet sprog end resultatet, hvis man ser på turn-overs eksempelvis. Stevnsgade laver 22 turn-overs mod Hørsholm 79ers 9, ligesom Hørsholm har 6 steals mod Stevnsgades 3. Men Stevnsgade skyder bedre i dag og så har man i Emilie Hesseldal en reboundmaskine. Emilie tager ikke mindre end 21 rebounds.

Der var på begge sider mange store præstationer.

For Hørsholm 79ers scorede holdets på dagen bedste spiller Maryah Sydnor 16 points, Gritt Ryder 14, Line Piechnik 11, Ivana Jovanovic 11, Sarah Forsmann Pedersen 7 og Amalie Langer 7.

Kampens topscorer blev Ida Tryggedsson Preetzmann med 26 point, resten af Stevnsgades point fordeltes således: Emilie Hesseldal 15, Maran Sheikh 12, Mathilde Colding Poulsen 9, Hanna Sheikh 9, Cecilie Tvede Hansen 3 og Ena Viso 2.