Nyheder

50 minutters spænding udløste 2 points sejr til Stevnsgade Basketball

Fredag aften mødtes SISU og værterne Stevnsgade Basketball i Nørrebrohallen, hvad der var blevet spået som et sandsynligvis tæt og spændende opgør mellem to medalje aspiranter.

Den spådom blev så afgjort opfyldt i en kamp med masser af drama og spænding.

Første periode lignede meget sidste opgør, hvor de to hold mødtes i Nørrebrohallen, hvor Stevsngade startede bedst, mens SISU i anden halvleg tog sejren hjem.

Ida Tryggedsson Preetzmann, der også blev kampens topscorer med 30 points, åbnede kampen med en 3ér og så førte Stevnsgade kampen indtil  4:32, hvor en anden af kampens store spillere Kama Jo Griffitts bragteSISU foran med 9-11 - faktisk den største føring som SISU overhovedet havde i kampen!

Men efter 6.59 kom Stevnsgade foran med 21-13 og virkede solide i forsvar og angreb med godt tempo i begge ender af banen. Perioden slutter 21-16.

Anden periode blev præget af temmelig mange turn-overs fra begge hold. Stevnsgade vidste, at SISUs to nøglespillere angrebsmæssigt er Kama Jo Griffitts og Catherina Palm Jensen. Derfor var der fuldt fokus på netop dem. Mathilde Colding Poulsen havde virkelig godt tag på Kama Jo Griffitts, men desværre for Stevnsgade kom hun i fejl problemer senere i kampen.

Stevnsgade holdt i lang tid SISU bag sig med 7 til 9 point. Ikke nok til afgørende at tage afstand og tæt nok på for SISU til at holde kampen helt åben. Men efter ca. seks minutter af perioden kommer SISU tættere på. Stevnsgade laver en lang række uprovokerede turn overs og det straffer SISU, således at Emma Leisner med en dyb 3´er bringer SISU helt tæt på til 31-29 efter 7:01.

Men hjemmeholdets gennem hele kampen stærkt spillende Ena Viso trækker fra med et par scoringer og pause stillingen bliver 37-31. Det var en livlig og intens spillet affære. Perioden vindes af Stevnsgade med 16-15.

Stevnsgades nøglespiller Emile Hesseldal faldt uheldigt og slog hovedet i gulvet. Hun prøvede at spille i tredje periode, men måtte gå ud og blev senere kørt på hospitalet. Vi håber, at alt er vel med Emilie.

Tredje periode blev bemærkelsesværdig scoringsfattig for to dameligahold. Begge hold smed boldene væk, kom ikke til afslutninger og når de gjorde, så ramte de ikke. Efter 5 minutter var periodestillingen 3-2 til Stevnsgade, hvor efter der kom lidt mere gang i scoringstavlen. Perioden endte 10-10 og det betød, at Stevnsgade var i front inden sidste periode med 47-41.

Unge velspillende Marian Sheikh startede perioden  med 2 point til en Stevnsgade føring 49-41 og der efter kom en periode, hvor Stevnsgade kunne - og måske burde - have lukket kampen. Men efter 6 minutter kom der igen spænding i kampen, da flot spillende Emma Leisner scorer på to straffer til 51-50 og umiddelbart efter scorer SISUs Kama Jo Griffitts til første SISU føring siden det tredje minut af kampen 51-52.

Ida Tryggedsson Preetzmann scorede med 2:24 igen til 53-52 og en pænt fyldt Nørrebrohallen på en X-Factor og håndbold EM aften summer af spænding. Det er meget tæt. meget intenst, der bliver brugt muskler og erfaring i de sidste minutter.

Først bringer Catherina Palm Jensen med to straffer SISu foran med 53-54 med 2:10 igen. Stevnsgades Mathilde Colding Poulsen bringer så Stevnsgade i spidsen med 55-54 med 1:52 tilbage.

Med bare 1:06 igen scorer Kama Jo Griffitts en stor 3´er til SISU føring 55-57. Nørrebrohallen koger af spænding. Det ligner en SISU sejr pludseligt. Stevnsgade har bolden med 16 sekunder igen.

Med blot få sekunder tilbage fejler SISUs Melanie Elmgren Stevnsgades Ida tryggedsson Preetzmann, hvilket udløser to straffer, som Ida scorer stensikkert på. 57-57. Perioden vindes af SISU med 10-16.

Overtime.

Den ordinære kamp viser to hold, der står fantastisk godt til hinanden. ingen tvivl om, at mødes de to hold i slutspillet, så bliver det både spændende og dramatisk. Vi glæder os allerede. Kampen var indtil videre præget af for mange turn-overs og for dårlige skudprocenter. Stevnsgades angrebsspil var i anden halvleg meget stillestående. Reboundningen var lige, men Stevnsgade led offensivt under kurven efter at Emilie Hesseldal ikke kunne spille mere.

Første 5 minutters overtime starter med at Tea Jørgensen og Ida TP scorer til Stevnsgade føring på 61-57.

Cirkeline Rimdal, der gjorde det utroligt godt for SISU i fredagens kamp, bringer sit hold tættere på til 61-59 med 2:52 igen. Begge hold har nu holdfejl, så en fejl på Catharina Palm udløser to straffer til Stevnsgades Ena Viso, som hun scorer sikkert på. Ena var en fornøjelse at se gennem hele kampen.

Med 48 sekunder igen scorer Catharina Palm Jensen til SISU føring 63-65. Men kort efter  bringer Marian Sheikh balance i regnskabet til 65-65. Begge hold har et forsøg, men tiden løber ud.

Overtime nr. 2.

Det var tydeligt at flere af spilerne nu var mærket af at have spillet længere end normalt. I den anden overtime fik Kama Jo Griffitts en absolut hovedrolle - det har hun stort set hver kamp på grund af hendes evner - men på 4 minutter nåede hun 5 points, en assist, to rebounds - og så desværre for SISU - tre fejl - hvoraf den sidste var en teknisk fejl for at råbe ukvemsord efter en af dommerne.

Med 2:59 igen bringer Cirkeline Rimdal SISU i spidsen med 68-69, Ida TP udligner kort efter på det straffe hun fik som følge af Kama Jo Griffitts angrebsfejl, der udløste en teknisk fejl.

Hallen koger og nervøsiteten har bredt sig fra banen til publikum. Med 1:01 igen scorer rutinerede Catharina Palm Jensen til SUSU føring 69-71. Det sidste minut tager Ida TP sagen i egen hånd og scorer først med 45 sekunder igen til 71-71 og med blot 4,6 sekunder igen scorer hun til 73.71. SISU tager timeout men mister bolden ud over baglinjen da tiden løber ud.

Stevnsgade vinder efter 50 mutters intenst medrivende drama, der med kilometer slår X-Factor og håndbold EM. Kampen var bestemt ikke velspillet, selv om der ind i mellem var vildt lækre detaljer. til gengæld havde den alt hvad sport kan indeholde af spænding, drama og indlevelse.

Det er vanskeligt at fremhæve enkelte spillere på begge hold, der gjorde det godt, fordi der var rigtigt mange på begge hold, der gjorde det helt fantastisk godt. Man glæder sig til næste opgør mellem de to hold.