Nyheder

3 profiler stopper hos 79ers

Hørsholm 79'ers damehold har indenfor kort tid måtte sige farvel til to af holdets helt store profiler. Anfører Katrine Hounsgaard Velosa og den ny ankomne landsholdsspiller Emilie Hesseldal har begge valgt at stoppe på dameholdet med øjeblikkelig virkning men af helt forskellige årsager.

”Katrine har valgt at sætte skoene på hylden af tidsmæssige årsager” fortæller sportschef Jesper Krone. ”Når man har fuldtidsjob og familie med en lille ny, er det uanset hvem man er, utroligt svært at få det til at hænge sammen med træning 3 - 4 gange om ugen og kamp i weekenden. Katrine har forsøgt alt for at få det hele til at hænge sammen, men måtte til sidst indse at det desværre ikke var muligt” fortsætter Jesper Krone.

Vi er naturligvis kede af at miste Katrine, ikke kun fordi hun var en meget værdifuld spiller for holdet, der altid gav sig 100%, men også fordi hun samtidig igennem mange sæsoner har været samlingspunktet mellem de unge og ældre på holdet. Via sin erfaring har hun sørget for at både dem der rykkede op på holdet fra ungdomsrækkerne og dem der er kommet til holdet fra andre klubber hurtigt har fundet sig til rette og følt sig godt tilpas.

Kalle som i mange år har været Katrines kælenavn, er præcis den type af person som Hørsholm Basketball klub ønsker sig både nu og i fremtiden. Hun har været med i klubben siden hun var 11 år og har altid været med til at yde, hvad enten det var til træning, til kamp eller i andre funktioner i klubben, hvor hun blandt andet har været en af de bærende kræfter, når der skulle arrangeres klubfester.

Kalle er en ener som vil blive savnet på dameholdet, men vi får hende garanteret at se i en anden rolle i klubben om ikke i morgen, så i fremtiden. 

Emilie er som nævnt ligeledes stoppet men ikke med at spille basket. Hun har derimod været så dygtig og heldig at hun fra sæsonen 2013/2014 har fået muligheden for at spille på en af USA's store college nemlig Colorado State. Samtidig vil hun naturligvis få en uddannelse ved siden af sporten. Det er naturligvis et kæmpe tab for dameholdet på nuværende tidspunkt, hvor Emilie var i gang med at finde sig til rette, men samtidig en enestående mulighed for Emilie. En mulighed man kun får en gang i livet og som både klub, træner og holdkammerater bakker 100 % op.

"Det er som nævnt et meget stort tab, som vores damehold her kommer ud for”, udtaler sport chef Jesper Krone. ”Men samtidig er det jo lige præcist det vi ønsker som klub, nemlig at de unge talenter som vi selv udvikler eller som i dette tilfælde Åbyhøj, får muligheden for at udvikle sig endnu mere, og det bliver nu også tilfældet for Emilie” fortsætter Jesper Krone.  

Emilie kom til Hørsholm inden denne sæson og har i de første par kampe vist, hvorfor netop hun får denne mulighed. Hun er et kæmpe talent, som med yderligere 3 år på et stort college, kan blive en af de allerbedste spillere der har været i dameligaen.

En af de unge er stoppet hos Hørsholm 79'ers
Inden denne sæson fik Hørsholm tilgang af den unge svenske spiller Maja Brodin, som kom til klubben fra Sanda Basket. Desværre lykkedes det ikke trods mange forsøg at finde et job, der kunne være med til at få hverdagen til at hænge sammen for Maja og derfor besluttede hun at det var bedst at tage tilbage til Sverige. Vi er i klubben og på holdet kede af at det ikke lykkedes, men ønsker Maja alt mulig held og lykke fremover både med jobsøgningen og i hendes basketkarriere.