Nyheder

3. periode afgørende i lige kamp

Åbyhøj IF har holdt lang weekend i København, hvor størstedelen af holdet, lørdag vandt over BMS-Herlev i U19 LP-finalen og søndag var gæster i Gentofte hvor SISU ventede i Dameligaen.

To af dameligaens yngste mandskaber, med flere af spillerne, som vigtige aktører i de sidste succesfulde ungdoms EM, hvor specielt U16’erne har imponeret, tørnede ud mod hinanden. Sisu er i gang med at finde fodfæstet efter Ida TP’s kontraktophør og ligeledes afsluttet medicinstudie. Gæsterne har ligeledes mistet rutinen fra Ida Krogh og Stefanie Mannemar; men har til gengæld fået Emely White, som skulle vise sig at få en afgørende betydning med 8p og hele 14 reb., fulgt op af stærkt forsvar i posten.

Dagens kamp bølger frem og tilbage, frisk spil fra begge sider. Anført af Rimdal og Sandbäck forsøger gæsterne at skabe et højt tempo. De bliver dog matchet godt af hjemmeholdets suverænt bedste – Asta Blaunfeldt. Asta får flere gange snoet sig igennem til scoringer eller målgivende afleveringer.

Første periode slutter med et lille overtag til værterne, som med et effektivt zonepress får omsat mistede bolde til steals og lette point. Åby er dog ikke langt efter og Andrea Bach Larsen sørger for, at afstanden ikke er blevet for stor, 20-16.

Billede fortsætter i 2. periode – Sisu’s Anna Clara Mortensen spiller sin bedste kamp i år, hvor stærke drive, enkelte 2p skud og flere trukne fejl, som bringer hende til straffelinjen, er med til at skabe et lille hul for hjemmeholdet.

Hele halvlegen er præget af højt tempo, energisk skiftende forsvar og desværre også en hel del mistede bolde. Sisu går til pausen med en spinkel føring på 1p ved stillingen 32-31.

3. periode blev et helt andet billede – Åbyhøj dominerer i begge ender, specielt spillet i feltet har de 100% styr på. Brændte skud bliver til angrebs rebounds og angrebs rebounds giver lette scoringer. Perioden bliver afgørende for kampens resultat – Sisu har ikke held med presset og små defensive fejl, manglende udblokninger giver gæsterne et hul og overtag på 10 point, som stortset holder kampen ud. Emily White og Caroline Wich flår den ene rebound ned efter den anden og ender med 14 og 10. Emily får suppleret den jyske offensiv, med 8 stærke point. Åby kommer ud af perioden med en 24-13 fordel og er oppe med 9p.

4. minder om første halvleg – en del mistede bolde, præger stadigt billedet. Sisu bliver stadig styret af unge Asta Blaunfeldt; men det havde nok krævet 1-2 spillere mere, for at komme helt op på Åbyhøj. Gæsterne havde lidt større bredde og vinder fortjent 56-65.