Nyheder

1-0 til BK Amager efter stærk 1. halvleg

BK Amager sikrede sig tirsdag aften en hjemmesejr i den første kvartfinale mod Hørsholm 79ers med 70-59 (24-18, 22-10, 9-10, 15-21) efter en rigtig stærk 1. halvleg.

Hjemmeholdet tillod kun gæsterne at score 28 point, mens de med flydende angrebsspil selv fik puttet hele 46 point på tavlen. 2. halvleg blev en mere rodet affære, da Hørsholm 79ers kæmpede intenst for at komme tilbage i kampen. Det var dog ikke nok til for alvor ryste hjemmeholdet, som holdt hovedet koldt og kørte sejren i hus.

1. periode indledes lidt nervøst fra begge sider og holdene følges ad. Midtvejs i perioden er stillingen 10-10. Minuttet efter bringer Hørsholm sig i front med 10-13, men så får hjemmeholdet styr på nerverne og får med et 14-2 run bragt sig foran 24-15, inden Hørsholms Sara Forsman Pedersen lukker perioden med en 3er. BK Amager vinder perioden med 24-18 godt anført af Catharina Palm og Portia Durrett begge med 10 point.

BK Amager fastholder overtaget i 2. periode. Hjemmeholdet får lukket af i forsvaret og kommer med flydende spil til helt frie afslutninger angrebsmæssigt, hvilket blandt andet resulterer i fem 3-point scoringerne heraf tre af hjemmeholdets Ida Klussmann. BK Amager er i fuld kontrol gennem hele perioden, som holdet vinder overbevisende 22-10.

Det er helt tydeligt, at der er blevet talt med store bogstaver i gæsternes omklædningsrum i pausen. Det er et anderledes tændt Hørsholm mandskab, der kommer på banen til 3. periode, og kampen skifter karakter. Forsvarsmæssigt går Hørsholm 79ers nu til stålet og gør det svært for hjemmeholdet at komme til fornuftige afslutninger. Til gengæld fastholder BK Amager det solide forsvar, hvilket gør 3. periode til en lavt scorende affære. Hørsholm 79ers vinder perioden med 9-10, og hjemmeholdet fører således 55-38 inden sidste periode.

BK Amager formår at holde forspringet i indledningen af 4. periode og godt midtvejs i perioden er stillingen 62-44. Hørsholm 79ers har dog ikke givet op, og holdet får reduceret til 64-52 med små 2 minutter tilbage, inden BK Amagers Emilie Keller definitivt lukker kampen med en 3er. Gæsterne får pyntet lidt på resultatet i det døende minut, men det ender med en sikker hjemmesejr på 70-59.

BK Amager fører dermed kvartfinaleserien med 1-0. Kamp 2 i bedst á 3 serien spilles på lørdag den 5. marts kl 13.30 i Hørsholmhallen.

Topscorer i dagens kamp for hjemme- og udebanehold blev:

BK Amager: Catharina Palm 21, Portia Durrett 16, Ida Klussmann 13, Emilie Keller 9, Melanie Elmgreen 6, Cecilie Tvede 3, Maria Brask 2

Hørsholm 79ers: Sara Forsman Pedersen 18, Ezeh Ashley 15, Line Piechnik 10, Ivana Jovanovic 6, Frederikke Mollerup 4, Maria Forsman Pedersen og Lena Svanholm begge 3