Seneste nyheder

sample

Hørsholm 79ers danske mestre efter endnu et gigant comeback

På trods af at Stevnsgade Basketball var foran med 20 midt i tredje periode vandt Hørsholm 68-60 efter at have scoret 22 point i træk uden Stevnsgadekom på tavlen. Dermed kunne Hørsholm hæve DM-pokalen for niende gang i klubbens historie med en sejr på 68-60.

Hørsholms anfører Line Piechnik var efter kampen nærmest målløs:

-Jeg ved simpelthen ikke hvordan vi gør det her to gange i træk. Det var den perfekte afslutning på en lang, spændende og hård sæson. Efter ti år i dameligaen er det skønt at løfte trofæet igen og især på den her måde. Der var en fantastisk stemning i hallen og kæmpe tak til de mange, mange tilskuere.

I tirsdags kom Hørsholm 79ers tilbage og vandt finale nummer fire efter at have været ned med 19 point i første halvleg og lørdag leverede de et endnu mere usandsynligt comeback. Stevnsgade scorede de første 14 point i anden halvleg på fire tre’ere og et layup og gik i front med 29-49, men så skete miraklet for anden gang på en uge.

Anfører Line Piechnik Ramte endeligt en tre’er fra hjørnet og så eksploderede ca. to trededele af de 1000 tilskuere i jubel og opbakning. Opbakningen gjallede ud over hallen med det samme, måske med det store comeback fra tirsdag i tankerne på de fleste og spillerne reagerede.

Hørsholms forsvar viste sig fra dets bedste de næste ti minutter og i angrebsenden flød spillet hurtigt og effektivt, med Maryah Sydnor som mellemstation på det meste. Amerikaneren, der efter kampen blev kåret som finalernes bedste spiller, scorede selv ti af de 24 ubesvarede point, der sendte Hørsholm i front 53-49.

To minutter inde i fjerde periode scorede Stevnsgade endeligt igen, da Ida Tryggedson ramte et layup, men Hørsholm var ikke færdige med at score endnu. Gritt Ryder kom til kurven et par gange, Line Piechnik scorede et layup og Sydnor ramte et straffekast og så var Hørsholm i front 60-51 med fem minutter igen.

Stevnsgade tog en timeout og fik endeligt sat et par scoringer sammen Det var Mathile Colding-Poulsen, der satte fem point til 60-56 og satte lidt liv i de mange Stevnsgadefans, der havde taget turen nordpå.

Det fik dog hurtigt ende, da først Sara Forsman og så Ivana Joanovic kom til kurven og scorede. Da Ryder og Sydnor så begge satte layups i kurven i næstsidste minut og sendte Hørsholm i front med 68-58, var der feststemning i hallen. Stevnsgades Ida Tryggedson reducerede i de sidste sekunder til 68-60 på et par straffekast, men der var festen nærmest allerede gået i gang både blandt tilskuere og spillere fra Hørsholm.

Det er Hørsholms niende mesterskab, med det første i 1996 og det seneste i 2015.

Foto er leveret at Markus Kluge.

Den 4. DL-Finale blev endnu et drama i Nørrebrohallen tirsdag aften

Tirsdag aften i Nørrebrohallen var der lagt op til et intenst, dramatisk og spændende opgør mellem Danmarks i øjeblikkets  to bedste damebaskethold.

Stevnsgade Basketball havde matchbold efter to sejre og et nederlag og man var på Nørrebro 100% stålsat på at tage klubbens første DM-titel i Danmarks bedste damerække hjem til klubben i året , hvor klubben fylder 60 år.

Rammerne var sat - 650 tilskuere i en propfyldt hal, stor stemning og masser af engagement fra tilskuerpladserne. Stevnsgade havde til dagens kamp fornemt besøg af den litauiske ambassadør, der bagefter udtrykte stor begejstring over kampen og stemningen.

De første tre finalekampe klubberne i mellem, har alle været helt tætte til slut og alle tre kampe har kunnet gå begge veje indtil de døende sekunder af kampene.

Sådan skulle det også blive i dag.

Stevnsgade startede som sidste lørdag i Hørsholm klart bedst. Der var fart over angrebsspillet, bolden blev flyttet og der var gode frie skud udenfor 3 pointslinjen. Det betød også, at Stevnsgade ramte på hele 64% af alle skud i første periode - og 60% i anden periode.

Efter Ivana Jovanovic bragte Hørsholm 79ers foran 2-0 var Stevnsgade i front resten af perioden på alle parametre. Midt i perioden var stillingen 11-10 og derfra trak hjemmeholdet fra til periodesejr på 21-14.

I anden periode startede Stevnsgade som lyn og torden og via gode skud heraf fire 3ere, lavede de et 17-5 run til en føring på 38-19 efter 6:12. Men så tog Hørsholm 79ers Gritt Ryder sagen i egen hånd og gik forrest i et Hørsholm comeback på 5-13 til halvlegsstilling 43-32. Stevnsgade vandt anden periode med 22-18.

Blandt publikum var der delte meninger. Var Stevnsgade kommet foran stort for tidligt i kampen? Kunne Hørsholm vende det? I virkeligheden lignede kampen meget den forrige finalekamp, hvor Stevnsgade var foran med 13 ved pausen.

Tredje periode blev desværre for værterne lige så stillestående og scoringsfattig som i sidste finalekamp. Spillet gik i stå og det var for nemt for Hørsholm 79ers at dække op.

Via 47-34 efter 2:10 af tredje periode gik Hørsholms to mands hær i gang og bragte balance i tingene med et 16-4 run på Stevnsgade. I den periode lod Stevnsgade Hørsholms Maryah Sydnor stå fri og udækket på toppen og det kvitterede hun for med 12 point uden at brænde et eneste skud. Samtidig fortsatte Gritt ryder sit aggressive angrebsspil og scorede 4 point.

Det betød at Hørsholm vandt perioden 8-18. Det var næsten helt lige 51-50 inden sidste og afgørende periode.

I de første 3-4 minutter af sidste periode var der igen fart over Stevnsgades angrebsspil og de bragte sig foran med 61-54. Men igen stod Maryah Sydnor fri på toppen og scorede 9 point og bragte dermed balance i stillingen til 64-64. De følgende minutter kommer Hørsholm79ers foran med 68-72 med bare 57 sekunder igen.

Derefter scorer Ida Tryggedsson Preeetzman (Stevnsgades bedste i dag) på sine to straffer til 70-72 med 37 sekunder igen. Stevnsgade bliver nødt til at fejle for at stoppe tiden. Det udnytter Sarah Forsmann Pedersen med to straffer til Hørsholm 79ers føring 70-74 med 16 sekunder igen.

Med bare 10 sekunder igen scorer Hannah Sheikh, der også spillede en god kamp for Stevnsgade, en lang 3´er til stillingen 73-74.

Tiden løber ud for Stevnsgade og Hørsholm vinder kampen 73-74 og perioden under vild jubel fra det medfølgende publikum.

De to hold havde hver deres halvleg og det endte igen i en hysterisk spændende afslutning. Stillingen er nu 2-2 inden sidste finaleopgør, der finder sted i Hørsholmhallen på lørdag den 28. april kl. 16.00. Mon ikke den bliver fyldt.

For Hørsholm 79ers leverede Maryah Sydnor og Gritt Ryder kloge og helt outstanding performances.

Hos Hørsholm fordelte points sig således: Maryah Sydnor 27, Gritt Ryder 25, Line Piechnik 11, Ivana Jovanovic 7 og Amalie Langer og Sarah Forsmann Pdersen hver 2.

Hos Stevnsgade scorede Ida Tryggedsson Preetzmann 22 points, Hanna Sheikh 16, Emilie Hesseldal 11, Marian Sheikh 8, Ena Viso 7, Mathilde Colding Poulsen 7 og Cecilie Tvede 2.

Stevnsgade tager matchbold med sejr i Hørsholm

Stevnsgade ramte seks tre-pointere og scorede 27 point i anden periode af DM-finale tre og det var en stor del af årssagen til at Nørrebroklubben kunne vinde på udebane i Hørsholm og tage en 2-1 føring og matchbold i finaleserien foran over 600 tilskuere.

Med sejren kan Stevnsgade tage mesterskabet på hjemmebane tirsdag. Udenfor banen blev der realiseret næsten 140.000 kr. i bestræbelserne på at bevare klubbens herrehold.

Gæsterne havde initiativet det meste af første halvleg, hvor Hørsholm havde svært ved at få spillet til at flyde. Med Ida Tryggedssons 13 første-halvlegs point som tonangivende flød Stevnsgades angrebsspil flot i kampens begyndelse, hvor de både kom i feltet og ramte udefra.

Hørsholm holdt sig dog tæt på indtil starten af anden periode, hvor Stevnsgade ramte fire tre-pointere i træk og udbyggede føringen fra 18-21 til 18-33.

Hørsholmtræner Jesper Krone var ikke helt tilfreds med forsvaret i denne periode af kampen:

-Vi rammer ikke så meget og så scorer de nogle transition-tre’ere, hvor vi ikke er ordentligt opmærksomme. De rammer en masse, det må man give dem. De rammer syv tre’ere i første halvleg og det er en stor del af forskellen på de to halvlege.

Hørsholm tog en timeout og fik stoppet blødningen og med scoringer fra Ivana Jovanovic og Maryah Sydnor trak hjemmeholdet så tæt på som 35-41 et minut inden pausen. Hørsholms to sidste angreb i halvlegen endte dog med skud, der rullede ud af kurven, så Stevnsgade i stedet, med en to’er og en tre’er kunne, gå til pause foran med elleve, 35-46.

Starten af tredje periode tilhørte Hørsholm. Efter Stevnsgade startede med at ramme to straffekast, udlignede Hørsholm til 48-48 ved at score 13 point i træk. Hørsholm kom ud til anden halvleg med en helt anden attitude, hvor de gik efter alle løse bolde og spillede mere fysisk i forsvaret og der ved matchede Stevnsgades energi.

Herfra bølgede kampen frem og tilbage indtil slutningen af fjerde periode, idet begge hold var foran med få point, men uden at kunne skabe et afgørende overtag.

Holdene gik ind i det sidste minut med Stevnsgade foran med et enkelt point og en taktisk fordel. Hørsholm havde nemlig kun begået en enkelt fejl i fjerde periode og kunne derfor ikke stoppe tiden og sende Stevnsgade på straffelinjen blot ved at fejle.

Det fik betydning da Ida Tryggdesson sendte Stevnsgade i front med tre, 61-64. Hørsholm fik bolden med 20 sekunder igen og skulle bruge tre point for at udligne. I stedet fejlede Stevnsgades Mathilde Colding-Poulsen Gritt Ryder, som måtte gå på straffelinjen for to skud.

Selv da Ryder ramte begge skud, var Hørsholm bagud med et point, 63-64, med 14 sekunder igen. Hørsholm brugte de næste ni sekunder på at få lavet de fire fejl, der sendte Stevnsgade på straffelinjen og stoppede tiden og de sidste fem sekunder var ikke nok til at Hørsholm kunne finde en scoringsmulighed, og Stevnsgade tog sejren 63-65.

Hørsholm har nu ryggen mod muren og er tvunget til at vinde på udebane. Anfører Line Piechnik blev efter kampen spurgt, om det var muligt at vinde på udebane efter to nederlag i stræ og svaret var kort og kontant:

-Det er i bare tvunget til. Der er ikke andre muligheder.

I kampen for at bevare klubbens herrehold var der i dagens anledning arrangeret både cykelsprint og auktion over donerede varer. Cykelsprinten, med deltagelse af blandt andet realitystjernen Gustav Salinas, næsten alle partier i kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune og klubbens herrespillere, indbragte 57.618 kr.

Auktionen, der både var på Facebook og var live i hallen indbragte 71.520, selv om en forsinkelse betød, at der stadig er varer til tilbage til endnu en auktion.

Fjerde kamp i serien spilles tirsdag 24. april kl. 18:30 i Nørrebrohallen, mens en eventuel kamp fem er lørdag 28. april i Hørsholmhallen.

Foto er leveret af Markus Kluge.

500 tilskuere til basketballdrama i 2. DM Finalekamp i Nørrebrohallen

Om det var forårsluften eller forventningen om drama og spænding, der gjorde udslaget, men næsten 500 tilskuere havde fundet vej til 2. finalekamp i Dameligaen i Nørrebrohallen mellem værterne fra Stevnsgade Basketball og gæsterne fra Hørsholm 79ers.

Tilskuerne blev ikke skuffet. Masser af intensitet, spænding, kampgejst og til tider spektakulære basketdetaljer. Hvem husker efter kampen ikke Hørsholms to vilde back-door scoringer, Hanna Sheiks vanvittige fastbreak 3er og Ida Tryggedsson Preetzmanns cross over dribling, der satte to Hørsholm spillere af til efterfølgende scoring.

Finaleserien spilles bedst af 5 kampe. Første kamp havde Hørsholm vundet knebent i Hørsholm med 60-58 efter en utrolig spændende kamp.

Anden finalekamp i Nørrebrohallenstartede startede med at Hørsholms storskytte Line Piechnik satte en 3er, der kort efter blev besvaret ved at Ida TP satte en 3ér for Stevnsgade. Efter 4:38 bragte Hørsholms topscorer Maryah Sydnor gæsterne foran med 3-7. Føringen blev udbygget til 5-13, da Line Piechnik scorede sin anden 3er i kampen efter 7:18. Men efter en time-out kom Stevnsgade fokuserede tilbage på banen. Det medførte tre 3ere på stribe inden for et minut af henholdsvis Hanna Sheikh, Ida TP og af Cecilie Tvede Hansen. Stevnsgade var tilbage i kampen med en føring på 16-15 efter første periode.

Anden periode blev indledt med endnu en 3er af Hanna Sheikh til Stevnsgade føring 19-15. Hjemmepublikum slappede nu lidt af, da det var åbenlyst at Stevnsgade ramte langt bedre bag trepoints linjen end i første kamp, hvor det kun blev til 2 scoringer på 23 forsøg.

Emilie Hesseldal, der spillede en fantastisk kamp, bragte Stevnsgade foran 24-17 før Hørsholm igen fik scoret ved Ivana Jovanovic. Fire minutter inde i perioden bringer Hørsholms Amalie Langer balance i kampen ved at score på begge sine straffer til 24-24. Herefter følges holdene ad til pausen med Hørsholm 79ers en smule foran. Hørsholm 79ers vinder anden periode 17-21 og fører ved pausen 33-36. En stilling der var meget lig sidste kamp, hvor halvlegsstillingen var 31-31.

Efter ca. 3 minutter af tredje periode er stillingen helt lige 42-42, men på i løbet af de næste 3 minutter laver Stevnsgade et 9-0 run på gæsterne og bringer sig i front 51-42. Det kunne være afgørende for kampen, selv om der var lang tid i gen. Afstanden mellem de to hold holder resten af perioden indtil Hørsholm 79ers godt spillende Sarah Forsmann Pedersen scorer på to straffer få sekunder inden sidste og afgørende periode til stillingen 57-50. Stevnsgade vinder perioden 26-19. En livlig periode med masser af god basketball på højeste niveau.

Fjerde periode starter med at den altid elegant spillende Marian Sheikh scorer på et par straffer, hvorefter Hørsholms Amalie Langer sætter en 3er til stillingen 59-53. kampen er helt åben. men det fornemmes lidt, at Hørsholm "trailer" lidt efter Stevnsgade. Men på knapt tre minutter sætter Stevnsgade turbo på og laver et 9-0 run på Hørsholm, således at stillingen med godt 5 minutter igen er 68-56 til Stevnsgade.

Men Hørsholms Gritt Ryder og Amalie langer svarer igen med 3ere og kort efter er Hørsholm tilbage i kampen til stillingen 68-62 med 4:22 igen.

Med 2:10 igen er stillingen 70-64. Hørsholm 79ers figther for at få fat i de sidste point. Men Stevnsgade holder afstanden og øger den på 6 straffer scoret af Mathilde Colding Blom og Ida Tryggedsson Preetzmann til slutstillingen 76-66. Stevnsgade vinder perioden 19-16 og kampen fortjent.

Finaleserien er udlignet - 1-1. Næste finalekamp spilles i Hørsholmhallen lørdag den 21. april kl. 16.00. Fjerde finalekamp spilles tirsdag den 24. april kl. 18.30 i Nørrebrohallen.

Kampens statistik taler  et andet sprog end resultatet, hvis man ser på turn-overs eksempelvis. Stevnsgade laver 22 turn-overs mod Hørsholm 79ers 9, ligesom Hørsholm har 6 steals mod Stevnsgades 3. Men Stevnsgade skyder bedre i dag og så har man i Emilie Hesseldal en reboundmaskine. Emilie tager ikke mindre end 21 rebounds.

Der var på begge sider mange store præstationer.

For Hørsholm 79ers scorede holdets på dagen bedste spiller Maryah Sydnor 16 points, Gritt Ryder 14, Line Piechnik 11, Ivana Jovanovic 11, Sarah Forsmann Pedersen 7 og Amalie Langer 7.

Kampens topscorer blev Ida Tryggedsson Preetzmann med 26 point, resten af Stevnsgades point fordeltes således: Emilie Hesseldal 15, Maran Sheikh 12, Mathilde Colding Poulsen 9, Hanna Sheikh 9, Cecilie Tvede Hansen 3 og Ena Viso 2.

Hørsholm 79ers tager første finalestik i gyser

Damefinalerne i basketball var på forhånd spået til at blive gysere og første kamp levede op til forventningerne.

I Hørsholmhallen kom Stevnsgade foran med 10-11 point i første periode, inden Hørsholm kæmpede sig tilbage, kom foran – og lukkede Stevnsgade ind i kampen de sidste minutter. Hørsholm endte med at hive en snæver 60-58 sejr hjem foran 550 tilskuere i Hørsholmhallen.

Både i kampens start og slutning havde Hørsholm, på trods af åbne chancer, svært ved at få bolden til at falde i kurven. I starten var det ikke fatalt, da der var tid til at indhente det tabte, med det var ved at koste kampen til slut.

Hørsholm kom foran med fem, 54-49, med fem minutter igen, efter en scoring fra Line Piechnik, men så satte scoringstørken ind. De næste tre minutter ville bolden ikke i kurven, på trods af gode skud til flere forskellige spillere. Et hårdt kæmpende Stevnsgade-hold greb chancen, med to scoringer og et straffekast fra Mathilde Colding-Poulsen samt et straffekast fra Emilie Hesseldal og kom foran 54-55.

Hørholm missede i næste angreb, men Stevnsgade forpassede chancen til at komme afgørende foran, da Colding-Poulsen skød ved siden af og så kom Hørsholm endeligt på tavlen. Det var Maryah Sydnor, der brød forbandelsen med et skud fra venstre side, med to minutter igen.

Lige efter blev Colding-Poulsen fri under kurven og blev fejlet, men ramte kun et enkelt af de to straffekast og udlignede til 56-56.

Nu gik der lidt nerver i kampen, med skæve skud og mistede bolde fra begge hold, og vi skulle helt hen til de sidste 30 sekunder før Maryah Sydnor endeligt scorede for Hørsholm til 58-56. Samme Sydnor blev med 10 sekunder igen dømt for fejl mod Stevnsgades Emilie Hesseldal, der gik til straffelinjen for at tage to skud, der kunne udligne kampen. Den erfarne spillers nerver spillede hende imidlertid et pus og begge skud ramte ringen og sprang op igen.

Sydnor tog rebounden for Hørsholm og blev straks fejlet og sendt på straffelinjen og hendes nerver holdt til presset. Amerikaneren satte sikkert begge skud til 60-56 og sejren var sikret. Stevnsgade endte med at få pyntet på resultatet med to straffekast, der blev skudt efter tiden løb ud, mens Hørsholm kunne fejre sejren på 60-58.

Efter kampen sagde Hørsholmanfører Line Piechnik, at kampen blev nøjagtig lige så svær, som forventet:

-Vi vidste det ville blive hårdt, og det gjorde det, så jeg er bare glad for, vi hev den hjem. Vi skulle lige igennem første periode, for der var nerverne der helt sikkert. Vi skulle igennem det samme i pokalfinalen, og det blev da også bedre. Det var forsvaret, der igen bar os igennem.

I første periode kom Stevnsgade stort foran, da Hørsholm missede igen og igen, helt tæt på kurven. Anført af Emilie Hesseldal og Marian Sheikh gik gæsterne i front 5-14 i første periode og 9-20 i starten af anden. Det var kun gode straffeprocenter, hvor Hørsholm ramte ni af ti i starten af kampen, samt et par scoringer a Maria Dinesen, der holdt hjemmeholdet inde i kampen.

Forsvar havde Hørsholm imidlertid ikke glemt at spille og i løbet af anden periode kom angrebet også på plads. Sara Forsman ramte en to’er og Sydnor endnu en og sa Forsman og Gritt Ryder så hver ramte tre’ere, havde hjemmeholdet pludseligt udlignet til 28-28 to minutter inden pausen.

Tredje periode blev præget af en scoringspause for Stevnsgade, der kun scorede en enkelt gang de sidste fem minutter, mens både Line Piechnik og Gritt Ryder ramte tre’ere for Hørsholm. Hørsholm gik ind til de sidste ti minutter foran med seks og det var et forspring der holdt helt til kampens spændende afslutning.

Efter kampen sagde Hørsholmtræner Jesper Krone, at han italesatte spillernes nerver i pausen:

-Det var en hård omgang. Det var op og ned med følelser og med hvordan vi spillede, så det var så intenst, som jeg havde spået på forhånd. I halvlegen snakkede vi også om nerverne og om at vi lige skulle føle, hvor vi var, men nu er vi kommet i gang med serien og har fundet ud af, at det gælder bare om at spille. Det kan godt være, man har nerver på, men man skal også tænke på, det er bare er en basketkamp. Vi vil jo hellere spille end at sidde og se på, ikke?

Med sejren har Hørsholm taget første stik i hvad der ligner en lang serie. Næste kamp er i Nørrebrohallen tirsdag kl. 18:30, mens kamp tre er i Hørsholm lørdag 28. april. Eentuelle kamp fire og fem følger tirsdag og lørdag derefter.

Foto er leveret at Markus Kluge.

Virum Vipers vinder bronzekampen 72-58 over SISU efter et flot comeback

Efter 3 nederlag i træk til Stevnsgade Basketball var det spændende at se, om Virum Vipers kunne rejse sig.

Holdet startede desværre lige så svagt som de sluttede i den forrige kamp, men ca. 12 minutter inde i kampen fandt Virum Vipers heldigvis kampgejsten tilbage og fik vendt kampen til en klar sejr og bronzemedaljer.

Før kampen blev Maria Høgh fra Virum Vipers kåret til årets talent i Dameligaen og Caitlin Ingle samt Kama Jo Griffitts kom på årets hold i Dameligaen. Et stort tillykke til alle tre.

Kampen starter med en total dominans fra SISUs side. Samtidig ser det ud til, at Virum Vipers helt har opgivet at spille. Både forsvar og angreb foregår i meget langsom fart, og holdet spiller meget ”nervøst”. SISU er total overlegne og vinder perioden meget stor med hele 9-24.

I begyndelse af 2. periode ser det ud til, at det bliver en ”meget lang” kamp for Virum Vipers. Der er fortsat ingen kampgejst eller tempo, og SISU virker klar til at tage sejren hjem. Dog begynder Virum Vipers så småt at kæmpe. Ikke alt lykkedes, men stille og roligt kommer holdet i gang ved en fælles indsats. Samtidig får Virum Vipers styr på forsvaret, hvilket betyder, at Virum Vipers ved periodens slutning bringer sig foran med et 1 point inden halvlegen.

Efter at SISU har vundet 1. periode med 9-24 for derefter, at Virum Vipers vinder den næste periode med 23-7, er tilskuerne spændte på, hvilke hold der efter pausen kommer ud med mest energi. Det bliver ret tydeligt, at det er Virum Vipers.  Holdet spiller rigtig godt sammen ført an i angrebet af Ellen Marie Iversen , Valerie Driscoll og Emilie Olivia Schirmer. Samtidig fungerer forsvaret forsat super effektivt, hvor Virum Vipers’ Frederikke Mollerup og Maria Høgh har godt ”styr” på SISUs Kama Jo Griffitts og Hannah Olivia Schaible. Virum Vipers har derfor fortsat godt greb om kampen og vinder perioden 23-12.  Stillingen inden sidste periode er en føring til Virum Vipers på 55-43.

I 4. periode er der aldrig rigtigt spænding om resultatet. Hver gang SISU prøver med et comeback svarer Virum Vipers igen. Og Virum Vipers kan tage en sejr hjem på 77-68. Tillykke til Virum Vipers med bronzemedaljerne.

Topscorer for Virum Vipers: Ellen Marie Iversen 18, Valerie Driscoll 17, Emilie Olivia Schirmer 15, Frederikke Mollerup 8, Maria Høgh 6, Caitlin Ingle 4 og Rudiane Eduardo 4.

Topscorer fra SISU: Catharina Palm Jensen 19, Kama Jo Griffitts 18, Hannah Olivia Schaible 8, Helene Dalsgaard 6, Emma Leisner 3, Melanie Linea Elmgreen 2 og Josefine Schubart Haabegaard 2.

Who is hot?

Slutstilling i grundspillet